I en fortsat større og større præstationskultur lever flere cykelryttere med en spiseforstyrrelse helt tæt på kroppen. En række ryttere er blevet spurgt, hvordan man kommer udfordringen til livs.
Af Esben Vestergaard
En spiseforstyrrelse kan have mange former og størrelser. Fælles for dem er dog, at det sjældent er noget, man reklamerer med. Et tabu. Noget, som folk helst ønsker at putte i en sort boks og gemme væk.
En ny rapport udarbejdet af SDU i samarbejde med Team Danmark og DIF fastslår, at 31 procent af alle danske subeliteatleter udviser symptomer på en spiseforstyrrelse. Men hvad er en subeliteatlet, og hvorfor er det specielt presserende i cykelsporten?
En subeliteatlet er en udøver, som ikke er tilknyttet et landshold eller bruttolandsholdet. Men mange atleterne er stadig på et niveau, hvor de skal holde fokus på kost og vægt.
Hvis en subeliteatlet udvikler en spiseforstyrrelse, bliver det sværere at nå eliten, fordi den reducerer ydeevnen og medfører fysiske og psykiske helbredsproblemer.
Derudover ligger tabuet om vægt stadig som en dyne over cykelsporten. Netop det forsøger Rasmus Byriel Iversen, der er tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør hos CeramicSpeed Herning CK Elite Elite, at bryde op med.
“Nogle af rytterne har måske mere brug for at stole mere på sig selv, mens andre måske skal stole lidt mere på eksperter omkring dem,” siger Rasmus Byriel og fortsætter:
“For mit vedkommende handlede det om at slappe af og stole på processen. Da jeg blev professionel, skulle jeg klart have lyttet mere til eksperterne på holdet.”
Stemmer fra sporten
For en der har siddet på begge sider af bordet, vil Rasmus Byriel Iversen forsøge at forbedre kulturen. Derfor har vi forholdt en række nuværende cykelryttere Rasmus Byriels råd for at høre, om de genkender den positive udvikling i cykelsporten.
En af dem er Nicklas Amdi Pedersen, der til daglig kører som subelite-rytter hos cykelholdet ColoQuick.
“Tilgangen til vægten har meget været, jo lavere jo bedre. Og det er ikke nødvendigvis rigtigt. Til samlinger kunne der være offentlige vejninger. Det er heldigvis blevet bedre i dag. Der er kommet et mere afslappet forhold til mad og vægt,” forklarer Nicklas Amdi Pedersen.
Det samme gør sig gældende for Trine Holmsgaard, der til daglig er professionel rytter i Belgien.
“Jeg er af helt samme opfattelse, og der er helt sikkert blevet lagt mere fokus på området – både af nationale idrætsorganisationer samt de respektive teams.”
Rasmus Bøgh Wallin, der er cykelrytter hos Restaurant Suri – Carl Ras, anerkender ændringerne og fremskridtene i sporten.
“Der er måske et unødvendigt stort fokus på vægttab, som egentlig ikke har så stor betydning.
Et nyt spor
For Rasmus Byriel kan det være svært at rådgive andre, der står i en lignende situation. Men den pensionerede cykelrytter forsøger alligevel.
“Det svære er, at det er så ekstremt individuelt fra person til person. Jeg synes egentlig, det er svært at give et råd, som alle kan bruge. Men der er begyndt at komme nogle retningslinjer, man kan følge,” pointerer Rasmus Byriel.
Her er der mere fokus på hele atleten og knap så meget på indtag og vægt. Det bringer sporten i en bedre retning, mener Rasmus Bøgh Wallin.
“Det her med vægttab er en ambivalent følelse. Man har brug for det som bjergrytter eller klatrer, men det kan også gå hen og have den modsatte effekt som en slags bagside af medaljen.”
Både eksperter, forbund, foreninger og rytterne selv bliver i højere grad klædt på til en præstationskultur, hvor der hele tiden optimeres og skrues på små marginaler, så kroppen har de bedste forudsætninger for at nå toppen.
“Der er begyndt at komme komme nogle gode retningslinjer, man kan følge. Hvor mange gram kulhydrater skal man spise i timen, og hvilken slags sammensætning skal de være? Hvor meget skal man spise normalt, og hvor meget er det sundt at være i underskud, hvis man skal ned i vægt? Så det er vejen frem,” afslutter Rasmus Byriel.
På baggrund af den nye rapport fra SDU er Danmarks Idrætsforbund i gang med at undersøge mulige løsningsforslag i bestræbelserne på at reducere forekomsten af spiseforstyrrelser i subeliten.
Et af forslagene lyder på at tilpasse træneruddannelserne, så der er mere fokus på værktøjer til at forebygge spiseforstyrrelse hos atleter udenfor topeliten.
“Det er en meget god udvikling, hvis det fortsætter med mere uddannelse fra DIF eller Team Danmark. Så man har nogle ret gode retningslinjer at følge, i stedet for at det bliver sådan noget ude i mørket, hvor man prøver at jagte nogle marginaler, der er mere eller mindre hokus pokus og usunde,” slutter Rasmus Byriel.