For mange cykelryttere, der kører på et højt niveau, er cykling lig med masser af træning og ekstra opmærksomhed på mad og kalorier. Dette gør sig også gældende for Morten Örnhagen på 21 år. Cykelsporten ser flere tilfælde på ryttere med forstyrrede forhold til mad. Måske er det cykelkulturen, der skal ændres, før vægten og maden får mindre fokus.
Af Cæcilie Balling
Morten Örnhagen fik først øjnene op for cykelsporten i 2020, og allerede på vej ind i cyklingens univers var han meget opmærksom på sin kost. Han havde en forestilling om, at hvis han skulle blive en god cykelrytter, skulle han smide nogle kilo inden. Han begyndte at spise mindre før, under og efter løbetræninger. Og dette var noget, han tog med sig ind i cykelverdenen.
Han kører blandt andet i A-klassen, der er den bedste række på den danske cykelscene, og er blevet nummer to til EM i senior mountainbike-orientering. Om onsdagen kan man finde ham til cyklecross på Aarhus Cyklebane.
Efterfølgende blev han hurtigt opmærksom på, at vægt er noget, der bliver snakket meget om cykelryttere imellem. Han mener, at alle cykelryttere tænker meget over vægt, og at det er noget, der jokes med, fordi de ikke tør at tage den alvorlige snak.
”Da jeg blev cykelrytter, oplevede jeg, at der var en helt anden jargon om vægt og sådan noget. Og som ny i sporten kunne jeg nemt tænke, at vægt betyder alt,” fortæller Morten Örnhagen.
Joachim Parbo er klubleder i Cykleklubben Aarhus. Han har mere end 20 års erfaring med cykling, og hvis han selv skal sige det; har han en ph.d i cykelsport. Han fortæller, at der har været forskellige perioder indenfor cykling, i forhold til hvad man har lagt vægt på. Men en af de ting, der altid har været gennemgående, har været animalsk fedtfattig kost.
Joachim Parbo mener ikke, at spiseforstyrrelser i cykelsport er tematiseret som noget stort problem. Men han vil ikke sige, at det er det samme som, at der ikke er et problem. Han har set mange eksempler på folk, der har sultet sig for meget, men han er ikke sikker på, om det har været en spiseforstyrrelse. Det har snarere været et forsøg på at optimere, mener han.
”Jeg har også set eksempler på nogen, som overhovedet ikke performede noget som helst, fordi de havde trænet sig selv ned i jorden, hvor det blev usundt for dem at være en del af sporten,” siger Joachim Parbo.
Foto: Cæcilie Balling
En meget målbar sport
Morten Örnhagen mener, at man nemt kommer til at sammenligne sig med andre, fordi cykelsporten er meget målbar. Han synes også, at det er en meget æstetisk sport med mange idealer for, hvordan en cykelrytter skal se ud.
”Man sidder jo i stram lycra. Det gør også, at folk kan se, om man vejer lidt eller meget,” siger Morten Örnhagen.
”Ofte bliver man spurgt ind til, hvor mange watt man kan træde, og i den forbindelse bliver der spurgt ind til, hvad man vejer. Og det tal kan man let komme til at sammenligne med venner og konkurrenter,” fortæller Morten Örnhagen.
Lige nu er Morten Örnhagen desuden på vej ned i vægt, fordi han træner op til DM. Han vil gerne gøre det godt, fordi det kan være med til at få ham til VM i cyklecross til februar.
”Hvis man gerne vil køre rigtig hurtigt, så betyder to kilo fra eller til bare rigtig meget,” siger Morten Örnhagen.
Ændring skal ske i cykelkulturen
Joachim Parbo mener, der skal sættes mere ind på træneruddannelsen, før der sker en ændring blandt cykelryttere omkring deres forhold til mad.
”I træneruddannelsen lærer man lidt om forskellige principper omkring træning og lærer at begå sig i trafikken med gruppen. Det er ikke, fordi det er særlig stor uddannelse, der ligger bag det,” siger Joachim Parbo.
Morten Bennekou er elitechef i DCU, og han mener, at de sammen med Team Danmark gør den nødvendige indsats løbende mod spiseforstyrrelser blandt cykelryttere. Han oplever heller ikke, at der i cykelsporten er et problem med spiseforstyrrelser, som overstiger, hvad der er af tilsvarende problemer i almindelige ungdomsårgange.
”I forhold til mit 20-årige virke i dansk cykelsport, tror jeg, at jeg kan tælle på én hånd, hvor mange gange jeg har været tæt på cykelryttere i vores regi med et problem, som nedsatte deres præstationsniveau,” fortæller Morten Bennekou fra DCU
Hos Team Danmark er der en række tilbud til ryttere såsom ernæringseksperter og psykologer, men ryttere udenfor Team Danmark kan ikke tilbydes nogen vejledningsmuligheder.
”Det er et kapacitetsproblem, som alle forbund må leve med. Det er værd at bemærke, at vi, som nærmest alle andre forbund, ikke har mulighed for at ansætte specialister og eksperter som for eksempel diætister eller kostvejledere. Det har vi slet ikke midlerne til,” siger Morten Bennekou fra DCU.
Morten Örnhagen mener det er svært at skulle ændre på kulturen.
”Det er et helt miljø og en omgangstone, der skal ændres,” siger Morten Örnhagen.
Manglende holdfølelse
”Sporten er anderledes end fodbold for eksempel, hvor man klæder om sammen og snakker strategi sammen. Vi mangler noget af den kontakt i cykelsporten,” fortæller Joachim Parbo.
Joachim Parbo er træner for onsdagscross-holdet på Aarhus Cyklebane, og her kommer rytterne omklædt og parate til at indtage banen, og så forlader de træningen i samme mundering. Joachim Parbo mener, at der kan mangle noget af den holdånd, som man har i mange andre sportsgrene. Der er ikke meget tid udover træningen på banen, og det gør det, efter Joachim Parbos mening, sværere at blive gjort opmærksom på og påvirke rytterne.
Dette er desuden noget Morten Örnhagen er enig i. Han fortæller, at mange af de trænere og instruktører, han har haft berøring med, ikke har været nogle stærke relationer. Han tror desuden, det står anderledes til ved landevejscykling, fordi de hold har mere med hinanden at gøre.